behandlingsomraader
  • Hjem
  • Behandlingsområder
  • Sorg og krise

Sorg og krise

Når man bliver udsat for en ulykke eller en stor livsforandring, virker det som et chok for psyken, og man kan komme i en psykisk krise. I starten vil de fleste være præget af gråd, frustration, angst og adrenalinchok. Man kan have vanskeligt ved at sove, eller man kan ikke spise noget. Man kan ikke tænke klart, eller samle sig om at kommunikere klart. De fleste oplever sig også som meget indadvendte. Nogle kommer i ordne-mode, dvs. at man handler. Det kan være, at man ordner alt det praktiske med bedemand, bank, advokat, kirkegård, begravelse, præst mv. Andre (de fleste) bliver helt paralyseret af chokket, og har egentlig mest brug for at sidde og stirre ud i luften, uden at skulle være noget for nogen. Her er det vigtigt at pårørende tager over, og hjælper med mad, søvn, bad og opretholdelse af andre dagligdags rutiner.

Psykisk vil man være optaget af hændelsen. Nogle er præget af erindringsbilleder af den sidste tid. De fleste er præget af de store spørgsmål: hvorfor? Og hvad nu? Hvad nu, hvis jeg havde gjort noget andet, noget mere, noget anderledes? Følelsesmæssigt kan man være bange, urolig, sårbar, ked af det, kortluntet og dårlig tilpas. Nogle reagerer fysisk ved svimmelhed, prikken og stikken i huden, kvalme, hovedpine og at man hele tiden skal på toilettet.

På længere sigt kan man føle sig alene med sine tanker og følelser, efterhånden som nyhedsværdien lægger sig, og folk bliver optaget af andet.

En ulykke, der kan skabe en krise, kan være:

  • en skilsmisse
  • en fyring eller omorganisering
  • en trafikulykke
  • en diagnose på en alvorlig sygdom
  • et voldeligt overfald
  • et (pludseligt) dødsfald
  • et seksuelt overgreb
  • andet

Sessionerne vil være centreret omkring dine tanker og reaktioner på det, du har været ude for. Det centrale arbejde består i at få traumet/ulykken/dødsfaldet til at falde til ro. Derfor er det meningsfuldt for mange at få et overblik over situationen koblet sammen med egne reaktionsmønstre og følelser. Ofte vil følelserne for afdøde/eksmand eller kone være vekslende i udtryk og intensitet, og det kan godt føles svært og kompliceret. Men det er helt almindeligt.

Er du pårørende til en, der har været ude for en ulykke eller er i krise?

Det kan være ganske vanskeligt at være pårørende til et menneske, der er i lidelse. Det kan være, at du er pårørende til en, der har mistet en kær, eller en der har fået en fysisk eller psykisk sygdom. Det kan også være, at du er pårørende til en der har forsøgt selvmord, har været udsat for en ulykke eller overgreb, demens eller lign. Mange pårørende oplever, at det kan være overvældende både tidsmæssigt og følelsesmæssigt at være en god pårørende. Ofte kræves det, at man er følelsesmæssigt mere robust end man er, fordi mennesket, der er i lidelse ofte har voldsomme følelsesmæssige reaktioner, som går ud over de nærmeste. Desuden kører der ofte en dobbelt proces, fordi man udover at skulle være der for den anden, også selv er forpint af sorg over det man måske selv er ved at miste. De fleste pårørende mærker en form for skyld over, at de også trænger til omsorg, taletid og følelsesregulering, når det nu ikke er dem selv, der er i egentlig lidelse. De fleste rammes også af skyld i forhold til, at det at være pårørende ofte er langvarigt, og derfor belastende for den normale hverdag. Det kan medfører at man ind i mellem ser frem til lettelsen ved, at den forpinte ikke længere er her, fordi man først der kan tage vare på sig selv, og komme sig. Det er helt almindeligt.

I terapien hos mig, vil der være plads til dine tanker, og følelser, og her vil være et rum, hvor du er i fokus, og du kan få dine følelser på plads. Ofte kan man kæmpe med en forventning til sig selv om, at man skal være ovenpå hele tiden, og at man kan bevare overblikket. Det er dog sjældent muligt, da man som pårørende også selv kommer i krise, og kan blive ked af det, frustreret, bange og opgivende. Jeg tør stille de spørgsmål, som de andre ikke tør spørge om, eller se i øjnene, for at hjælpe dig med, at forberede dig på tabet, og være i rollen som pårørende, så længe det varer. For nogle er det jo livsvarigt, også taler vi om det vanskelige ved det. Målet med samtalerne er at støtte dig i dine overvejelser, om hvordan du kan være der for den anden, samtidig med, at du er der for dig selv.