Først og fremmest kan man sige, at angst helt grundlæggende er en sund funktion hos både mennesker og dyr. Vores biologiske angstberedskab har til formål at beskytte os og sikre overlevelse ved at sætte os i stand til at kæmpe eller flygte i forbindelse med en reel, konkret fare. Har man en angstlidelse, aktiveres angstberedskabet imidlertid, uden at man ser en konkret, ydre fare. Derimod kan man tale om en tolket fare. Som man ser det i dag, ligger der et samspil af såvel biologiske som psykologiske faktorer til grund for en angstlidelse.
Hos nogle mennesker aktiveres et medfødte angstberedskab hurtigere end hos andre. Men der vil samtidig altid være nogle psykologiske faktorer til stede, som har rod i den enkelte angstramtes opvækstvilkår. Her tænker jeg på de konkrete måder,han har lært at møde livets naturlige udfordringer på. Er man fx en særlig bekymret type, vil mange ting let kunne udlægges som farlige, og angstberedskabetaktiveres hurtigere, end hvis man tog tingene, som de nu engang kom. Eller hvis man fx aldrig har lært at sige fra, når noget er for meget, så vil man lettere blive stresset. Og i dag ved man, at stress - såvel ydre stress som indre - som oftest ligger forud for et angstudbrud. Endelig vil også traumatiske hændelser og særligt belastende faktorer kunne udløse en angsttilstand.